Læs vores

salgs- & leveringsbetingelser.

Init Denmark A/S

Standardvilkår for services & produkter.

Version 1.0 – november 2025

Download PDF

Read in English

 

Nærværende beskriver almindelige standardvilkår for samarbejdet mellem Init Denmark A/S og kunden. Standardvilkårene gælder for såvel rådgivning og bistand som for salg af produkter. Eventuel fravigelse af standardvilkårene kan kun ske ved skriftlig aftale mellem parterne.

 

Anvendelsesområde

Medmindre andet aftales skriftligt, gælder disse vilkår og betingelser (”Standardvilkårene”) mellem Init Denmark A/S, Gladsaxevej 382, 2860 Søborg, CVR-nr. 19256707 (”Init”) og Inits kunder (”Kunde”) – samlet benævnt ”Parterne” – for Inits salg af produkter (”Produkter”) samt, hvor relevant, installation, rådgivning eller andre tjenesteydelser (”Services”), under ét kaldet ”Leverancen”.

 

Standardvilkårene samt tilbud/arbejdsbeskrivelse anses for accepteret af Kunden ved Kundens accept af tilbud eller bestilling af Leverancen.

 

Produktions- & salgsrettigheder samt ophavsret

Efter levering og betaling er sket, overgår brugsretten for Leverancen til Kunden. Kunden er alene berettiget til at anvende Leverancen til brug for det formål, hvortil den er udarbejdet eller udviklet og i overensstemmelse med gældende dansk lovgivning. Indtil betaling er sket, bevarer Init alle rettigheder, herunder brugsretten til Leverancen.

 

Alle øvrige rettigheder til Leverancen, herunder produktions- og salgsrettigheder samt ophavsretten til tegningsmateriale, design, specifikationer samt de af Init til enhver tid markedsførte standardsoftwareprodukter og disses kildekoder, forbliver altid hos Init eller hos tredjeparts leverandør. Dette gælder uanset, på hvilket medie disse måtte foreligge.

 

Brugsrettighederne til Leverancen er begrænset til Kundens egen anvendelse, og må således ikke videregives til eller gøres tilgængelig for tredjemand, medmindre dette særskilt skriftligt er aftalt mellem Parterne.

 

Hemmeligholdelse

Init er forpligtet til at iagttage sædvanlig kommerciel fortrolighed om indholdet af Leverancen til Kunden og Kundens fortrolige information.

 

Kunden er på samme måde forpligtet til at iagttage sædvanlig kommerciel fortrolighed med hensyn til de informationer om priser, udviklingsmetodik og projektløsning, som Kunden kommer i besiddelse af som et led i Parternes samarbejde.

 

Init og Kunden er dog begge berettigede til at benytte samarbejdet som reference i almindeligt markedsføringsøjemed.

 

Leveringsbetingelser, priser m.v.

Medmindre andet fremgår af særskilt skriftlig aftale gælder følgende for Leverancer af enhver art fra Init:

 

Leveringsomfang

Omfanget af arbejdet og Leverancer svarer til det, der er anført i Inits tilbud og / eller Inits beskrivelse af Leverancen og i øvrigt i en udførelse svarende til Inits normale standard.

 

Leveringstid

Levering sker i henhold til den tidsplan/terminer i Inits tilbud samt fra det tidspunkt, hvor ordren er bekræftet af Init, eventuelt aftalt aconto beløb er indgået til Init og alle nødvendige oplysninger/dokumenter mv. fra Kunden for opstart er modtaget af Init.

 

Kundens ansvar

Kunden skal give Init rettidig og uhindret adgang til de nødvendige systemer, data og oplysninger, som er påkrævet for, at Init kan levere Produkter og Services. Kunden skal sikre, at relevante systemmæssige forudsætninger er opfyldt, og at Init får de nødvendige tekniske tilladelser og adgangsrettigheder. Kunden skal desuden stille kvalificeret kontaktpersonale til rådighed og loyalt medvirke til opfyldelsen af Inits forpligtelser. Kunden er ansvarlig for at Leverancerne kan udføres af Init under forhold, som er i overensstemmelse med gældende love og forskrifter for arbejdsmiljøet på Kundens faciliteter.

 

Såfremt Kunden under samarbejdets forløb skal levere oplysninger eller lign. eller godkende dele af materialet, før dette kan viderebearbejdes, er Kunden forpligtet til at gøre dette straks efter modtagelsen, således at forsinkelser undgås. I tilfælde af, at Kunden ikke overholder dette, at Kunden ikke leverer oplysninger rettidigt, eller at Kunden har forsinket arbejdet på anden måde er Init berettiget til en forlængelse af leveringstiden samt kompensation for ekstraomkostninger, svarende til den periode, hvor Kunden har forsinket Leverancen.

 

Ændringer

Hvis der sker forandringer til Leverancen med hensyn til tid og pris som følge af en ændring i Leverancen eller i forudsætningerne for dens udførelse, aftales dette i en ændringsordre.

 

Levering af Produkter

Levering sker EXW Incoterms 2020. Init er, hvis Kunden ønsker det, behjælpelig med at arrangere fragt for Kundens regning og risiko.

 

Priser

Medmindre andet er angivet af Init, leveres Leverancerne efter regning (T&M), og Init skal kompenseres for faktiske timer og afholdte omkostninger. Init fakturerer månedligt efter regning.

 

Hvis det udtrykkeligt er aftalt med Init, kan Leverancerne ske til en fast pris og faktureres efter en betalingsplan.

 

Alle priser er nettopriser samt eksklusive moms og eventuelle andre afgifter. Init forbeholder sig ret til at justere priserne årligt. Skat, told eller andre mulige afgifter eller omkostninger, der måtte påløbe i udlandet i forbindelse med levering af Init, skal betales af Kunden.

 

Parterne anerkender, at ændringer i de økonomiske eller lovgivningsmæssige forhold, herunder nye eller forhøjede toldsatser, handelsrestriktioner eller andre forhold uden for Inits rimelige kontrol, kan påvirke Inits omkostninger ved indkøb, produktion eller levering af Produkter og Services. Hvis sådanne forhold medfører en stigning i Inits omkostninger, er Init berettiget til en tilsvarende og rimelig justering af den aftalte pris. Init skal skriftligt informere Kunden om den forestående prisjustering med angivelse af årsager og omfang.

 

Tilsvarende forhold kan påvirke leveringstiderne i henhold til aftalen. I så fald er Init berettiget til en rimelig forlængelse af leveringstiden.

 

Rejser

Rejsetid faktureres efter medgået tid. Direkte rejse- og opholdsudgifter faktureres til Kunden med et tillæg på 10%.

 

Udlæg

Udlæg i forbindelse med Leverancen faktureres separat til Kunden, medmindre andet er aftalt.

 

Betalingsbetingelser

Betalingsbetingelserne er 20 dage fra fakturadato. Ved forsinket betaling beregnes et rentetillæg på 1% pr. påbegyndt måned fra fakturaens udstedelsesdato. Kunden er ikke berettiget til at tilbageholde betalinger eller foretage modregning i krav mod Init.

 

Mangler & reklamation

Init vil til enhver tid bestræbe sig på at sikre, at Leverancen ydes i fuld overensstemmelse med de standarder og specifikationer, som er sædvanlige og almindeligt anerkendte indenfor brancheområdet. I tilfælde af defekter ved Leverancen gælder denne bestemmelse.

 

Kunden er forpligtet til straks ved modtagelsen at undersøge Leverancen for synlige fejl og mangler og til uden ugrundet ophold at reklamere skriftligt til Init over eventuelle konstaterede forhold. Skjulte fejl og mangler, som ikke kunne opdages ved en sædvanlig undersøgelse ved modtagelsen, skal Kunden reklamere over skriftligt uden ugrundet ophold efter, at Kunden har opdaget eller burde have opdaget defekten. Undlader Kunden at foretage behørig undersøgelse eller at reklamere skriftligt uden ugrundet ophold, fortaber Kunden retten til at gøre krav gældende i anledning af sådanne fejl eller mangler.

 

For Services gælder, at eventuelle fejl skal påberåbes skriftligt uden ugrundet ophold efter levering, og Inits ansvar for disse ophører senest 3 måneder efter leveringen af den pågældende Service.

 

Inits ansvar for fejl og mangler ved Produkter er begrænset til 1 år fra levering. Hvis Init leverer eller installerer et Produkt, der er leveret direkte fra en underleverandør uden ændringer, og hvor en længere reklamationsperiode er gældende ifølge underleverandøren, forlænges Inits ansvar i samme omfang, forudsat at Kunden enten skriftligt eller gennem produktmateriale er blevet gjort bekendt hermed.

 

Init er alene forpligtet til, efter eget valg, at foretage udbedring af konstaterede fejl og mangler, foretage om-levering eller betale forholdsmæssigt afslag.

 

Fejl, der skyldes skader, slid, utilstrækkelig vedligeholdelse og/eller forkert betjening, ændringer eller reparationer, samt forbrugsdele, er ikke omfattet af Inits forpligtelse til afhjælpning af fejl og mangler.

 

Ansvarsbegrænsning

Init er ikke ansvarlig for tab, skade eller forsinkelser af enhver art, medmindre sådant tab, skade eller forsinkelse skyldes forsæt eller grov uagtsomhed fra Inits side. Dette gælder for alle former for tab, herunder direkte og indirekte økonomisk tab, samt forsinkelser i levering eller opfyldelse af Inits forpligtelser.

 

Init påtager sig alene ansvar for personskade og tingsskade i det omfang, sådant ansvar følger ufravigeligt af dansk produktansvarslovgivning, og kun i det omfang, som måtte være pålagt Init efter sådanne regler.

 

Init er i det omfang loven tillader det, således ikke ansvarlig for skade på fast ejendom eller løsøre, der opstår, mens Leverancen er i Kundens besiddelse, eller for skade på produkter, som er fremstillet af Kunden, eller hvori Leverancen indgår. For al anden tingsskade, som forvoldes af defekter i Leverancen, fraskriver Init sig ligeledes ansvar, medmindre skaden skyldes forsæt eller grov uagtsomhed udvist af Init.

 

Kunden skal holde Init skadesløs for ethvert krav fra tredjemand, som måtte overstige det ansvar, Init har påtaget sig i henhold til nærværende bestemmelse.

 

Kundespecificerede ydelser

I tilfælde af at Kunden har fastlagt specifikationerne for en Leverance, er Init alene ansvarlig for at opfylde disse specifikationer, men har ikke noget ansvar for, at den specificerede ydelse er funktionsdygtig, eller egnet til det formål til hvilket Kunden måtte ønske at anvende den.

 

Init er ikke ansvarlig for ophavsretlige forhold eller andre rettigheder, som måtte blive krænket af de udviklede Leverancer, såfremt en sådan krænkelse kan henføres til Kundens specifikationer. Det påhviler Kunden selv at undersøge sådanne forhold.

 

Force Majeure

Ingen af Parterne skal anses for at have misligholdt aftalen eller være ansvarlig overfor den anden Part for tab, skade, forsinkelse eller manglende opfyldelse af nogen forpligtelse i henhold til denne aftale, i det omfang sådanne forhold skyldes omstændigheder uden for den pågældende Parts rimelige kontrol, herunder, men ikke begrænset til, strejke, lockout, arbejdsnedlæggelse, oprør, opstand, krig, brand, naturkatastrofer, embargo, transportmangel, handlinger eller undladelser fra myndigheder, pandemi, epidemi, cyberangreb, cyberterrorisme, eller tilsvarende begivenheder samt tab, skade eller forsinkelse forårsaget af underleverandører på grund af sådanne forhold.

 

Den Part, der rammes af en force majeure-begivenhed, skal uden ugrundet ophold give den anden Part skriftlig meddelelse om begyndelsen og ophøret af en sådan begivenhed.

 

Eksportkontrol

Kunden forpligter sig til at overholde gældende eksportkontrol- og sanktionslovgivning i forbindelse med anvendelse, overdragelse eller videresalg af Inits Produkter og Services. Kunden må ikke uden fornøden tilladelse eksportere, re-eksportere, videresælge eller på anden måde overdrage Produkter eller Services i strid med sådanne regler.

 

Init forbeholder sig ret til at undlade at levere Produkter eller Services eller opfylde øvrige forpligtelser i henhold til aftalen, i det omfang dette er nødvendigt for at overholde gældende eksportkontrol- eller sanktionslovgivning. Sådanne forhold skal ikke anses som misligholdelse af aftalen.

 

Lovvalg & værneting

Parternes aftale er undergivet dansk ret.

 

Enhver uoverensstemmelse mellem Init og Kunden vedrørende Parternes aftaleforhold, herunder nærværende Standardvilkår, som har udspring i Parternes mellemværende eller samarbejde, skal afgøres ved voldgift iht. Voldgiftsinstituttets regler, og skal finde sted i København.